Rejser i det meste af verden

🧭 Fra Patagonien til junglen – og videre mod nord

 

Nogle rejser starter med et kort. Denne startede med et nej.
Nicole og jeg havde store planer om at komme ned til Perito Moreno-gletsjeren i det sydlige Argentina – men vejene var lukket, forbindelserne umulige, og det sydlige Patagonien viste tænder. Så vi gjorde det eneste fornuftige: vi ændrede kurs helt.

Vi købte en flybillet, sprang hele kontinentet over – og fløj fra Argentina til Colombia.

Vi landede i Bogotá, svajede lidt i højderne, og satte os så i en lang og støvet bus mod Santa Marta på nordkysten. Det var udgangspunktet for et af de mest fortryllende og vildt fascinerende eventyr, jeg har oplevet: en flerdages vandring gennem den colombianske jungle med kurs mod Ciudad Perdida – Den Glemte By.

Men først lagde vi vejen forbi den lille kystby Taganga, hvor tiden nærmest stod stille mellem palmerne og støvet. Her var jeg ude at dykke, mens Nicole nød solen og stemningen på land. Det var ikke som dykning i Thailand eller Egypten, men alligevel noget særligt – at glide ned under overfladen i det caribiske hav med bjerge i horisonten og en helt anden rytme i kroppen.

Derefter begyndte vi vores jungletur. Undervejs passerede vi kokain-laboratorier, skjult bag bananblade og bevogtet af lokale mænd med skarpe blikke. Det hele føltes både absurd og ægte. Som en scene fra en film, men med vores støvede støvler midt i billedet. Vores guide forklarede roligt, hvordan det hele fungerede, som om det var et helt almindeligt indslag på ruten.

Da vi nåede frem til Ciudad Perdida, en ældgammel og magisk ruinby dybt i bjergene, blev vi mødt af væbnede colombianske soldater. De stod vagt døgnet rundt, ikke for show, men for at beskytte turister mod potentielle gidseltagninger fra tidligere guerillagrupper. Det gav oplevelsen en alvorlig undertone – men også en følelse af, at vi var et sted, hvor historie og nutid stadig støder sammen.

Efter junglen og ruinerne vendte vi tilbage til civilisationen og fortsatte rejsen: bus til Barranquilla, videre til farverige og hede Cartagena, hvor koloniarkitektur og caribiske rytmer mødte os i hvert gadehjørne.

Til sidst ramte vi igen Bogotá, og her sagde Nicole og jeg farvel. Hun fløj videre til Brasilien, mens jeg satte mig endnu en gang i en langdistancebus – denne gang mod grænsen til Ecuador, klar til næste kapitel i mit sydamerikanske eventyr.